Danske sportsfolk er uenige om politisk boykot

 

Joachim B. Olsen giver politisk OL-

boykot døddstødet.(Foto:Wikipedia)

 

De har trænet hårdt i snart fire år frem mod OL i Beijing. De har svedt på træningsbanen og i styrkerummet, men snart er ventetiden forbi. Fire års anstrengelser skal kanaliseres ud i præstationer, der forhåbentlig giver medaljer til Danmark.

 

Men på det seneste er de danske udøveres forberedelser blevet distraheret af debatten om en politisk boykot af de forestående OL. For selv om de er fælles om at kæmpe for medaljer til Danmark, er udøverne dybt uenige om hvorvidt Danmark skal medvirke i en politisk boykot af OL i Beijing.

 

Manden med de tunge kugler, Joachim B. Olsen, tror ikke på, at boykot er vejen frem for et mere åbent Kina.

 ” Jeg tror altså ikke på, at vi som land kan samarbejde og være med på nogle punkter og samtidig boykotte andre”, udtaler bronzevinderen fra OL i Athen til Berlingske Tidende.

Han frygter at en politisk boykot fra dansk side, kan være med til at hæmme dialogen med Kina.

 

Triatleten Rasmus Henning mener derimod, at en politisk boykot kan sende et klart signal til Kina om, at man er uenig i en række af landets politiske dispositioner.

 ” En politisk boykot kunne være fornuftig. Hvis politikerne og de kongelige, som er Danmarks officielle ansigt, blev væk ved åbningsceremonien,” lyder det fra Rasmus Henning.

 

Én ting er udøverne dog enige om, nemlig at den sportslige del af legene i Beijing skal afvikles efter planen.

 

 

Faklen i fare i San Francisco

Af Kim R. Clausen

Det amerikanske sikkerhedsgreb om den olympiske ild strammes som følge af uroen i Paris og London.

Klokken 12.40 dansk tid landede den olympiske ild i San Francisco. Foto: Simon Brent

Efter de voldsomme protestaktioner i både London og Paris er faklen blevet pakket ind i storstilede amerikanske sikkerhedsforanstaltninger. 500 betjente var udstationeret til at modtage flammen og efterfølgende fragte den til et sikkert og hemmeligt sted.

Ændringer under løbet

I morgen skal 80 forskellige løbere på vanlig symbolsk vis bære ilden rundt på den 9,65 kilometer lange rute. Men San Franciscos borgmester siger, at fakkeltogets rute kan og vil blive ændret helt op til og måske endda under begivenheden. »Jeg har store forventninger til, at dette bliver en succesrig begivenhed. Men jeg er ikke naiv over for realiteterne under sådan en begivenhed, når folk er så engagerede«, siger borgmester Gavin Newsom til dagens udgave af San Francisco Chronicle.

Demonstrationer på Golden Gate Bridge

Borgmesteren medgiver, at sikkerhedsforanstaltningerne er blevet strammet som følge af de seneste dages attentater mod den symbolske fakkel. San Francisco er den amerikanske by med det største kinesiske mindretal og den eneste, der lægger gader til fakkelturen. Allerede i går var der hidsige demonstrationer på byens varetegn Golden Gate Bridge. Tre demonstranter hang i tre timer i broens kabler med bannere, der udtrykte budskabet om at give Tibet fuld uafhængighed. I alt blev syv anholdt under manifestationen.

Politiet er bekymret

I dag, dagen før faklen officielt sendes rundt i San Franciscos gader, har menneskerettighedsorganisationer iværksat en fakkelstafet til ære for Tibet. Den og morgendagens begivenhed giver rynker i panden på det lokale politi. »Vi har mange bekymringer«, siger Neville Gittens, en talsmand for San Franciscos politi til Los Angeles Times. »Sikkerhedsmæssigt er ruten ikke optimal, og der er mange muligheder for, at uro kan opstå. Vi overvåger meget nøje, hvad der sker og vil løbende justere vores indsats«, fortsætter Neville Gittens. San Francisco-ruten var oprindelig 3,2 kilometer længere, end den bliver i morgen, ligesom afslutningsceremonier er blevet forkortet til at vare i mindre end 20 minutter. Ændringerne blev dog foretaget allerede inden optøjerne i London og Paris.

Det er ikke blomster, men fakler, der præger San Francisco i dag. For 40 år siden lød det sådan her:

Frede færdig i IOC

Kronprinsen fanget i politisk virvar

I orkanens øje står en mand. Han har en krone på hovedet. En krone af det pureste guld. En krone der i den grad tynger ham. Han ville ønske, han for en tid kunne bytte kronen af guld ud med en af laurbær. Men det kan han bare ikke.

For manden med guldkronen er vores egen kronprins Frederik, og kronen af laurbær er symbolet på hans indtræden i Den Internationale Olympiske Komité, IOC.
En post som Kronprinsen havde drømt om i mange år, og som nu endelig så ud til at være indenfor rækkevidde.

Men der er en grund til brugen af datid i ovenstående sætning. For efter den seneste politiske virak om sommerens lege i Beijing, der nu har antaget olympiske dimensioner, sidder Kronprinsen uhjælpeligt fast i et politisk spil, som han ikke må være med i.

Senest har kulturministeren meldt ud, at han kraftigt overvejer et boykot af åbningsceremonien d. 8.august. Det sker som følge af et stigende pres fra ikke mindst den danske befolkning, som nu er ved at vende sig mod en officiel boykot af legene. Den indstilling styrkes dagligt, og det ligner mere og mere et politisk fravær fra dansk side.

Statsministeren mener ganske vist, at der i tilfælde af politisk udebliven ikke er noget i vejen for at Kronprinsen deltager ved åbningsceremonien. Men det scenarie vil formentlig kræve den groteske situation at Kronprinsen ignorerer den rådgivningsgruppe, han har fået tilknyttet…af statsministeriet. En gruppe der har til hensigt netop at skåne-skærme Kronprinsen for ømtålelig politisk stillingtagen.

Går Kronprinsen imod sine spindoktorer bliver han for alvor politisk aktør. En rolle Kronprinsen jo selv har undsagt sig. Derudover vil selv Kronprinsens enlige tilstedeværelse ved åbningen unægtelig tolkes som hele det officielle Danmarks blåstempling af legene og medføre en storm af protester.

Hvis Kronprinsen omvendt følger en eventuel dansk udebliven fra den officielle åbning, har han med statsgaranti underskrevet sin egen dødsdom hos Jaques Rogge og de andre IOC-brødre. Og så er laurbærkransen for altid visnet og død.

Det er ikke sjovt at være en lille prins i et stort politisk spil. Frede skal nok snart spænde buen…og skyde en hvid olympisk pil efter at komme med i den internationale sportsklub for slipsedyr – IOC.

Filosof: Historieløst krav om boykot

Af Kim R. Clausen

Den danske filosof Arno Victor er godt træt af de vestlige intellektuelles korrekte og ufarlige holdninger. De omfavner den kønsløse og verdensfjerne Dalai Lama og hans lamme holistiske budskab om globl fred over en flaske rødvin lørdag aften. Uden at gide sætte sætte sig ind i Kinas historie og enorme fremskridt de sidste 20 år fordømmer de landets brud på menneskerettigheder og kræver boykot af OL i Beijing.

Læs interview med Arno Victor

Systemkritiker: OL-fiasko vil svække menneskerettighederne

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo advarer om, at en OL-boykot vil skade menneskerettighedernes status i Kina. De har det ganske vist ikke ret godt i forvejen, men en fiasko udadtil i forbindelse med OL vil efterfølgende få styret til at slå hårdt ned indadtil.

Vi vil gerne have både OL og menneskerettigheder til Kina, siger Xiaobo til Politiken. Han ser menneskerettighedernes muligheder i Kina i det lange perspektiv. Det vil gå langsomt fremad, det vil tage mange år, men myndighederne vil ikke til evig tid kunne stoppe en udvikling i retning demokratiske forhold, mener han.

Xiaobo tror ikke, at der vil komme en kinesisk pendant til Gorbatjov. I stedet forventer han, at partiet lidt efter lidt vil åbne sig, og måske endda tillade en politisk opposition. Kinas økonomiske udvikling peger allerede i den retning. Men det vil blive en kontrolleret proces, forventer han.

Liu Xiaobo tror menneskerettighederne i Kina vil lide skade, hvis Vesten boykotter OL

Fyr den flamme!

At sport og politik er to uforenlige størrelser har nogenlunde samme sandhedsværdi som at onani gør blind. Man skal have været gravet langt ned (helt ned til kineserne!) hvis man har undgået at bemærke den kinddans eller måske nærmere mudderbrydekamp som sporten og politikken har udført på det seneste.

OL har adskillige gange været sovset ind i politik. Det er der på sin vis intet nyt i. Nu er turen så kommet til selve symbolet på den olympiske atlets rene kamp for ære og hæder; flammen. Den ild, der brænder i enhver sportsmands bryst er nu også involveret i det politiske for-OL.

For brændte børn skyr alligevel ikke ilden. De seneste dage er faklen blevet angrebet på sin vej mod Beijing og igår i Paris måtte den evige flamme trods massiv politibeskyttelse sågar slukkes, fordi demonstranterne brændte endnu mere end faklen for at vise deres foragt for sommerens OL-vært. Imorgen venter der faklen endnu en hed dag, når det går igennem San Fransiscos stejle gader.

Kina har uden tvivl set fakkelløbet som en mulighed for at rette klodens opmærksomhed mod deres storslåede arrangement, og for at vise at Kina magter at binde hele verden sammen. Af samme grund har de lagt en historisk lang rute på intet mindre end 137.000 km, der omkranser hele jorden. En enkelt fakkel gør således et helt fakkeltog.

Det virker unægtelig som en svulstig måde at misbruge det olympiske symbol på og vækker en undren over, at det alene er op til værtslandet hvordan flammen forvaltes og bringes til stadion. Hvor er IOC?

Herfra skal lyde en opfordring til IOC om at spytte i næven og kvæle ilden. Omgående. Flyv den så trygt til Kina og lad den gå på rundtur derovre. Det kunne så passende symbolisere, at styret i Beijing ønsker at binde sit eget land sammen. Et ønske der udefra set er godt skjult i det opdelte rige, hvor øst er pompøst og vest er pest. Men det er en helt anden diskussion. Om politik.

Sportsfolk lades i stikken

Af Kim R. Clausen

Kulturminister Brian Arthur Mikkelsen truer med at boykotte

åbningsceremonien, men lader atleterne i stikken. Foto: Jacob Bøtter

Det ulmer i folkedybet. Snart er sportsfolkene alene på banen og skal på baggrund af deres individuelle moralske samvittighed afgøre, om de ønsker at deltage i OL. Politikerne vasker deres hænder.

Et stort politiopbud kunne ikke hindre vrede demonstranter i at slukke den olympiske ild to gange i Paris. Faklen er på vej til San Francisco, hvor den vil blive mødt med endnu større ophidsede menneskemængder. Danmarks kulturminister truer med at boykotte åbningsceremonien i OL efter at have gransket meningsmålinger, som viser et klart flertal i befolkningen for boykot af åbningshøjtidigligheden. Snart vil andre politikere med snablen nede i folkedybet følge trop.

Men vores frygtsomme og konfliktsky politikere tør ikke boykotte selve legene – det er for politisk sprængfarligt. Men blot åbningsceremonien; en symbolsk , men dybest set ligegyldig markering. Aben ligger nu hos den enkelte idrætsudøver, som med sig selv skal afgøre, om han vil være med til at legitimere et undertrykkende diktatur ved sin deltagelse i OL. Politikerne har ladet ham i stikken.

Det er op til Kasper Hvidts samvittighed, om han deltager i OL. Her ses han fra de glade EM-dage:

OL-boykot-ikke så ringe endda

2008 er ikke første gang, at truslen om boykot er viklet ind i de olympiske ringe. Under OL i Moskva i 1980 valgte USA, Vesttyskland og Japan at blive væk i protest over Sovjets invasion af nabolandet Afghanistan.

Sovjet betalte tilbage ved OL i 1984 i Los Angeles, hvor de sammen med resten af østblokken blev væk. Den officielle forklaring var, at man var utilfredse med sikkerhedsforholdene, men i virkeligheden var det payback for USAs boykot af legene i Moskva fire år tidligere.

Den direkte effekt var dog i begge tilfælde til at overse. Udover østblokkens boykot i 1984 var til stor glæde for dansk kano og kajaksport. Henning Lynge Jakobsen fik nemlig muligheden for at vinde medaljer af sølv og bronze, da hans nærmeste konkurrenter sad hjemme bag jerntæppet.

Om en direkte sportslig boykot af legene i Beijing vil ændre på Kinas holdning i forhold til Tibet og menneskerettigheder, er nok tvivlsomt. Men det er vigtigt, at verden får sendt en klart signal om, at Kinas diktatoriske ageren er uacceptabel.

Som jeg ser det er det ikke kun et spørgsmål om, hvad vi opnår med en boykot, men snarere hvad vi risikerer ved ikke at gøre det. Hvis vi deltager i Beijing, så bakker vi indirekte op om et diktatur, der fængsler kritikere af styret, fængsler fredelige aktivister og undertrykker nabolandet Tibet.

Derfor er boykot af legene i Beijing et nødvendigt skridt for at tage afstand til de kinesiske handlinger.

Flere og flere brud på menneskerettigheder op til OL

Den olympiske fakkel blev slukket flere gange af vrede

demonstranter i London. Foto: greenwood100

Af Kim R. Clausen

Repræsentanter for Kinas olympiske komite udtalte i 2001, at hvis Beijing fik OL i 2008, ville det hjælpe landet med at udvikle og forbedre menneskerettighederne. Men den igangværende øgede undertrykkelse af aktivister og journalister sker ikke på trods af, men på grund af OL. Det fremgår af en ny rapport fra Amnesty International, som blandt andet peger på:

• I og omkring Beijing har kinesiske myndigheder tilbageholdt adskillige fredelige menneskerettighedsaktivister og truet andre til tavshed.
• Der bliver henrettet flere mennesker i Kina, end i resten af verden tilsammen
• Internettet er stærkt censureret
• Sms’er bliver overvåget
• Talrige journalister er fængslet og bliver tortureret
• Undertrykkelsen i Tibet fortstærkes trods internationale protester

Det er vigtigt, at verden fordømmer Kinas massive og voksende brud på menneskerettigheder. Vågn op, og gør noget. Det gælder ikke bare OL, men verdens fremtid!

Kina klar til at forføre verden

Mange af Beijings kvarterer er blevet revet ned for at skabe plads til OL-begivenhederne. Huse er jævnet med jorden for at skabe plads til parker, blomster og åbne pladser, mens beboerne er blevet forflyttet til forstæderne.

Fabrikker og kraftværker bliver lukket, den tunge trafik bliver dirigeret udenom Beijing og det bliver forbudt, at udføre gravearbejde der støver når OL løber af stablen i august. Kinas statsledelse overvejer også at bruge kemiske midler for at sørge for godt vejr under OL. Den gule, tunge smog, der evigt ligger over den pulserende hovedstad som en dyne, vil blive reduceret via begrænsninger på trafikos og fabriksrøg.

Imens bliver Beijings indbyggere trænet i at ophøre med at spytte, harke og mase i de hyppige køer, mens OL står på.

De 16 dage skal nemlig få Kina til at fremstå som et mønstersamfund, og derfor skal alle tænkelige midler tages i brug. Magthaverne i Kina ved alt om hvordan man manipulerer, og de vil fremføre OL som et konfliktløst skuespil.

Resten af verden vil i 16 dage lade sig forblænde af smart kinesisk propaganda. Og mens det olympiske flag vejrer over National Stadium i Beijing, vil alle myrdede tibetanere, kinesiske politiske fanger og sulteløns-slaver hurtigt være totalt glemt i det store medieshow.

Jeg kan ikke lade være med, at drage parallel med OL i Berlin i 1936. Nazisterne havde sat alle sejl til. De Olympiske Lege i 1936 skulle blive en gigantisk propagandasucces for det tyske rige, så alle kunne se storheden ved det nazistiske samfund.

Det lykkedes til fulde. De tyske sportsfolk vandt masser af medaljer, og hele verden kunne se, at den nazistiske ledelse ikke blot kunne organisere en pragtforestilling, men også havde skabt et samfund i eksprestogsfart.

Folk slubrede ukritisk det velanlagte show i sig, og hvorfor skulle de gøre andet? Men set i historiens lys burde resten af verden have sagt fra. Den nazistiske politik i forhold til jøder var allerede kendt i 1936. Det fik flere jødiske udøvere til at holde sig væk, ligesom resten af verden burde have gjort.

Jeg frygter, at vi om 50 år vil se tilbage på OL i Beijing og tænke ”Vi burde have været klogere, stillet os kritiske overfor det kinesiske regime og ikke have ladet os forblænde af veludført propaganda.

Derfor mener jeg, at en boykot af de Olympiske Lege vil være helt på sin plads. Det er nødvendigt, at vi siger fra overfor et regime, der undertrykker sit eget folk, og ser stort på de demokratiske værdier, som vi anser for nødvendige.