Fyr den flamme!

Verdens mest efterstræbte tændstik på vej gennem Paris

At sport og politik er to uforenlige størrelser har nogenlunde samme sandhedsværdi som at onani gør blind. Man skal have været gravet langt ned (helt ned til kineserne!) hvis man har undgået at bemærke den kinddans eller måske nærmere mudderbrydekamp som sporten og politikken har udført på det seneste.

OL har adskillige gange været sovset ind i politik. Det er der på sin vis intet nyt i. Nu er turen så kommet til selve symbolet på den olympiske atlets rene kamp for ære og hæder; flammen. Den ild, der brænder i enhver sportsmands bryst er nu også involveret i det politiske for-OL.

For brændte børn skyr alligevel ikke ilden. De seneste dage er faklen blevet angrebet på sin vej mod Beijing og igår i Paris måtte den evige flamme trods massiv politibeskyttelse sågar slukkes, fordi demonstranterne brændte endnu mere end faklen for at vise deres foragt for sommerens OL-vært. Imorgen venter der faklen endnu en hed dag, når det går igennem San Fransiscos stejle gader.

Kina har uden tvivl set fakkelløbet som en mulighed for at rette klodens opmærksomhed mod deres storslåede arrangement, og for at vise at Kina magter at binde hele verden sammen. Af samme grund har de lagt en historisk lang rute på intet mindre end 137.000 km, der omkranser hele jorden. En enkelt fakkel gør således et helt fakkeltog.

Det virker unægtelig som en svulstig måde at misbruge det olympiske symbol på og vækker en undren over, at det alene er op til værtslandet hvordan flammen forvaltes og bringes til stadion. Hvor er IOC?

Herfra skal lyde en opfordring til IOC om at spytte i næven og kvæle ilden. Omgående. Flyv den så trygt til Kina og lad den gå på rundtur derovre. Det kunne så passende symbolisere, at styret i Beijing ønsker at binde sit eget land sammen. Et ønske der udefra set er godt skjult i det opdelte rige, hvor øst er pompøst og vest er pest. Men det er en helt anden diskussion. Om politik.

Explore posts in the same categories: Den olympiske ild

Tags: , , ,

You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.

2 Comments on “Fyr den flamme!”

  1. jakobgorm Says:

    Jamen, hvis Kina har brugt fakkelløbet til at vække opmærksomhed, så må man jo sige det er lykkes. Top-professionelt PR-arbejde vil jeg kalde det.

  2. shmaribo Says:

    Ja – hvis den der med “al omtale er god omtale” holder – men det er så spørgsmålet….


Comment: