Faklen i fare i San Francisco

Af Kim R. Clausen

Det amerikanske sikkerhedsgreb om den olympiske ild strammes som følge af uroen i Paris og London.

Klokken 12.40 dansk tid landede den olympiske ild i San Francisco. Foto: Simon Brent

Efter de voldsomme protestaktioner i både London og Paris er faklen blevet pakket ind i storstilede amerikanske sikkerhedsforanstaltninger. 500 betjente var udstationeret til at modtage flammen og efterfølgende fragte den til et sikkert og hemmeligt sted.

Ændringer under løbet

I morgen skal 80 forskellige løbere på vanlig symbolsk vis bære ilden rundt på den 9,65 kilometer lange rute. Men San Franciscos borgmester siger, at fakkeltogets rute kan og vil blive ændret helt op til og måske endda under begivenheden. »Jeg har store forventninger til, at dette bliver en succesrig begivenhed. Men jeg er ikke naiv over for realiteterne under sådan en begivenhed, når folk er så engagerede«, siger borgmester Gavin Newsom til dagens udgave af San Francisco Chronicle.

Demonstrationer på Golden Gate Bridge

Borgmesteren medgiver, at sikkerhedsforanstaltningerne er blevet strammet som følge af de seneste dages attentater mod den symbolske fakkel. San Francisco er den amerikanske by med det største kinesiske mindretal og den eneste, der lægger gader til fakkelturen. Allerede i går var der hidsige demonstrationer på byens varetegn Golden Gate Bridge. Tre demonstranter hang i tre timer i broens kabler med bannere, der udtrykte budskabet om at give Tibet fuld uafhængighed. I alt blev syv anholdt under manifestationen.

Politiet er bekymret

I dag, dagen før faklen officielt sendes rundt i San Franciscos gader, har menneskerettighedsorganisationer iværksat en fakkelstafet til ære for Tibet. Den og morgendagens begivenhed giver rynker i panden på det lokale politi. »Vi har mange bekymringer«, siger Neville Gittens, en talsmand for San Franciscos politi til Los Angeles Times. »Sikkerhedsmæssigt er ruten ikke optimal, og der er mange muligheder for, at uro kan opstå. Vi overvåger meget nøje, hvad der sker og vil løbende justere vores indsats«, fortsætter Neville Gittens. San Francisco-ruten var oprindelig 3,2 kilometer længere, end den bliver i morgen, ligesom afslutningsceremonier er blevet forkortet til at vare i mindre end 20 minutter. Ændringerne blev dog foretaget allerede inden optøjerne i London og Paris.

Det er ikke blomster, men fakler, der præger San Francisco i dag. For 40 år siden lød det sådan her:

Explore posts in the same categories: Den olympiske ild

One Comment on “Faklen i fare i San Francisco”


Comment: